Print

Måderne at mødes på i Simon Peters Kirke er som bekendt mangfoldige, og målet at skabe så mange forskellige ”indgange” eller ”døre” til kirken som muligt. I naturlig samklang med kirkens vision, forsøger vi også at lade musikken være en 'indgang' til kirken. Med jævne mellemrum benyttes kirkens fine akustik derfor også til forskellige koncerter og musikarrangementer spændende fra traditionelle klassiske kirkekoncerter til rytmiske koncerter, jazz, gospel m.v.

Tydeligst oplever vi dog musikken i kirken, når vi mødes til gudstjeneste om søndagen. Ikke tilfældigt er salmesang og orgelmusik i en dansk folkekirkelig tradition 'indbegrebet af gudstjeneste', og i Simon Peters kirke er det ikke anderledes. Enhver der jævnligt har sin gang i Simon Peters Kirke, vil dog nikke genkendende til, at vi gerne, og ikke sjældent, sætter traditionerne lidt på prøve. Nye salmer, nye melodier, rytmisk musik m.v. Det falder os naturligt at forsøge at 'finde tonen', og finde derhen hvor vi som kirke er mennesker vedkommende.

Kirkens korarbejde er i samme ånd et tilbud til børn og unge om at møde og opleve kirken, og hjælpe os med at være vedkommende. Det ligger os på hjerte at traditionerne, salmerne og musikken, får lov at stå sin prøve, vise sin værdi og leve videre.
Korarbejdet og korets virke tilføjer vores gudstjeneste et musikalsk og socialt løft, såvel som det giver kormedlemmerne en musikalsk og menneskelig ballast til forhåbentlig livslang glæde og fornøjelse.