Print

Hvorfor overhovedet beskæftige sig med at være klimavenlig/grøn kirke. Burde det ikke være en selvfølge, at kirken automatisk gik forrest i kampen for at forvalte jordens ressourcer, sådan som det står på første side af Bibelen, hvor mennesket sættes til at forvalte skaberværket? Jo, det burde være en selvfølge. Men som det var med ophævelsen af slaveriet, frigørelsen af kvinder, afskaffelsen af dødsstraf, synet på skilsmisse, afskaffelse af revselsesretten, homofili etc., så læser vi alle Bibelen og henter inspiration i kristendommen i lyset af de spørgsmål og forståelser, som i øvrigt er oppe i vores tid.

Det var ikke et spørgsmål for 50 år siden, hvor vidt man skulle spise lidt eller meget oksekød, spare på strømmen eller flyve noget mindre. Men i dag er kirken ikke troværdig, hvis ikke den tager sit miljøansvar alvorligt. I takt med jordens globale opvarmning er også kirken nødsaget til at gøre, hvad den kan for at nedbringe sit forbrug af el, vand og varme.

Når de gammeltestamentlige profeter og Jesus revser deres samtid for ikke at tage sig af enken, den fattige, den hjemløse. Når Jesus siger: ”Den, der tager imod en af disse mine mindste, tager imod mig” så må vi i vores tid udvide næstebegrebet til også at omfatte skaberværket. Hvad enten vi vil det eller ej, så tager vi på godt og ondt del i et verdensomspændende økologisk system. 80% af Københavns forurening kommer eksempelvis ikke fra byen selv men udefra.

Mit forbrug af fossile brændstoffer påvirker her og nu den fattige i Bangladesh og andre økologisk sårbare områder i verden, som i takt med den globale opvarmning oplever et stadigt stigende antal oversvømmelser og tørkedage med deraf følgende fattigdom og social ustabilitet. I fremtiden vil vi alle blive påvirket af mangelen på rent drikkevand og mangel på fødevarer som følge af forurenet landbrugsjord, stigende ørkenområder og social uro.

I kristendommen og for Jesus hænger Gud, menneske og natur uløseligt sammen. Som kirken gik forrest for at få ophævet eksempelvis slaveriet eller give kvinder valgret, sådan må den nu også gå forrest med økologiske tiltag i stort og småt for på den måde at være tro overfor sit rolle som forvalter af skaberværket.

Skrevet af sognepræst Michael Markussen
03022012