Print

I Simon Peters Kirke og sogn er der året igennem flere gode gudstjenester og aktiviteter, som har rødder i det kristne værdigrundlag og som henvender sig til børn og unge. De frivillige børne- og ungdomsorganisationer er da også som noget helt naturligt inviteret med, når der fejres kirkens fødselsdag og høstgudstjeneste, når der holdes "Spaghetti og sang"-aften, når der holdes juleafslutning og fastelavnsgudstjeneste, Nødhjælpsgudstjeneste, Sankt Hans aften og meget andet.

Juniorkonfirmand

Går du i 3. klasse på enten Sct. Michaels skole eller Munkevængets skole har du mulighed for at blive såkaldt juniorkonfirmand. Det foregår efter skoletid i perioden fra april frem til sommerferien.

Juniorkor

Er du til sang og musik, har Simon Peters Kirke et juniorkor, som optager elever fra 3. klasse. Der er et ungdomskor for de mere øvede. Begge kor ledes af kirkens organist Ejvind Amorsen. Her kan du læse mere om juniorkoret.

Fredagsfamilien

Hvis du gerne vil have din far eller mor med, er der Fredagsfamilien for børnefamilier.

FDF/Spejdere

Er du til friluftsliv, er der KFUM-Spejderne og FDF, som begge holder til i Ungdomscenteret lige ved siden af kirken.

Ambassaden

Hvis du bor i Skovparken, kan vi anbefale Ambassaden, som hører under KFUM's Sociale Arbejde og er et tilbud til børn og unge i et multikulturelt område.